Hvordan går det med “Løft Felsted Projektet”

Foto: Felsted lokalhistoriske arkiv

Ja, hvad blev der egentlig af de store planer om at lukke Østergade for trafik i forbindelse med et generel løft af området Østergade og Tværgade?

Nogle af vores læsere husker, at der sidste år var et stort borgermøde, hvor det blev vedtaget at gå ind for et forsøg med en lukning af Østergade. Borgermødet blev indkaldt af Borgerforeningen, fordi en arbejdsgruppe herunder, havde fremstillet en plan til at løfte den gamle bymidte i Felsted efter indsatsen på Gråstenvej.

Indsats for den gamle bymidte i Felsted

Kort fortalt var tanken, at de gamle huse og hele det særlige miljø i den ældre del af Felsted, udgør en unik værdi for byen, som vi alle sammen skal være med til at passe på. Men samtidig kan gamle huse være en udfordring, fordi de står i fare for at forslumme, hvis ikke der bliver taget hånd om dem. Ideen var altså, at hvis vi skabte gode forhold i den gamle bymidte, så ville det kunne understøtte en positiv spiral, der forhindrer forslumning med de deraf følgende risici.

Planerne fik en fin omtale i JyskeVestkysten.

Afgørende i den indsats er trafikken gennem Østergade, som af beboerne opfattes som en stor gene, fordi hastigheden er for høj og trafikmængden er for stor set i forhold til vejens bredde og husenes nærhed til vejen. Hele oplægget kan læses her.  I lidt kortere form fremgår overvejelserne i power point her.

Trafik og Nygade

På borgermødet blev det udover forsøget vedtaget at udvide indsatsen, så Nygade også blev medtænkt. På Nygade var nogle beboere nemlig bekymrede for øget trafik der. Østergade-projektet blev i den forbindelse omdøbt til Løft Felsted og der har været holdt møder med deltagere fra både Østergade, Tværgade og Nygade.

September sidste år blev Østergade så forsøgvis lukket, og der blev lavet en trafiktælling. Resultaterne blev efterfølgende drøftet i arbejdsgruppen. For at få en mere entydig indstilling fra Nygade blev der i januar 2020 holdt et møde med deltagere kun fra Nygade. Herefter skulle der på den anden side af generalforsamlingen i marts været holdt et møde i den hele Løft Felsted arbejdsgruppen, der skulle lede op til et nyt borgermøde.

Men det satte Corona en stopper for. Planen er nu et møde i sensommeren 2020 og et efterfølgende borgermøde i det tidlige efterår.

Trafiktal fra undersøgelsen

Vi bringer her desuden tallene fra trafikmålingen sammen med de betragtninger, der blev fremlagt på arbejdsgruppe mødet. Det hele kan læses her.

For at opsummere er der med lukningen af Østergade flyttet en mindre mængde trafik ned på Nygade svarende til 32 biler i døgnet, mens trafikken tilsvarende faldt på Østergade med 50 biler. Trafikbelastningen på Østergade hhv. Nygade er derved på 167 mod 237. Der er nogenlunde stabilitet i fart på gaderne mellem de to målinger.

 

Tags from the story