Damms Gård

Damms Gård er en af Aabenraa kommunes medborgerhuse. Det ligger centralt i Felsted og rummer et væld af muligheder for borgere og foreninger. Damms Gård huser bl.a. Felsted bibliotek, men rummer også en række lokaler, som udlånes til foreninger og enkeltpersoner.

De fleste lokaler kan bookes gratis af foreninger, institutioner, aktivitetsgrupper og borgere i kommunen til ikke-kommercielle aktiviteter. Lokalerne må ikke bruges til private formål, familiefester og lignende. Her henvises til Felsted Forsamlingslokaler.

Se mere om bestilling her.

Drift af Damms gård – Foreningen Medborgerhuset Damms Gård

Driften af Damms Gård varetages delvist af kommunen delvis af foreningen Medborgerhuset Damms Gård. Det er altså i høj grad borgerne selv, der på frivillig basis driver Damms Gård. Du kan læse seneste nyt fra foreningen her. 

Er du interesseret i at blive aktiv i foreningen kan du kontakte formand Troels Olesen på tlf. 21 85 22 84.

Historien bag Damms Gård

Huset har været en gård midt i landsbyen med mange, skiftende funktioner gennem årene, f. eks. smedje og kro. Kroen havde en kørestald, hvor de rejsende kunne parkere deres vogne og give hestene både et hvil og noget foder. Da jernbanen blev ført igennem Felsted, blev der station med perron over for Damms Gård. Og gårdens stråtag blev skiftet ud med fast tag p.gr.a. brandfaren fra flyvende gnister fra damplokomotivet.

Som en del af områdefornyelsen i Felsteds bymidte blev bygningerne købt af kommunen. Udbygningerne bagved blev fjernet, og hovedbygningen blev gennemgribende restaureret støttet med betydelige midler fra Mærskfonden, fra EU-midler til udvikling i landdistrikter og fra kommunen selv.

Resultatet blev en flot og velholdt gammel bygning, som både signalerer landsbyhistorie og moderne borgerhus. Den imponerende Rejsestald skal opleves.

Damms Gård blev taget i brug i marts 2014. I 2016 indledtes indretningen af lokaler ovenpå, som blev taget i brug i juni 2017. Udendørsfaciliteterne blev også indrettet i sommeren 2017.

Damms Gård
Gråstenvej 12, Felsted
6200 Aabenraa

Tags from the story
,