Æresborger Ellen Jensen (Smej)

Ellen Jensen (smej) blev i 2011 udnævnt som Felsteds første æresborger. Andreas Asmussen udtalte ved den lejlighed:

“Et udvalg – bestående af et bredt foreningsliv i byen – har udpeget dig Ellen Jensen, bedre kendt som Ellen smej, til at være byens ”æresborger”.

 Som ung Frøslev pige kom du til Felsted, i hus og butik hos købmand Møller, der lå lige overfor smeden. Hvorfor du kom til Felsted ved jeg ikke, – men da du fortalte at du skulle til Felsted, sagde dine nærmeste: ”lille pige hvad vil du i Felsted efter – der går de med hvide forklæder om søndagen”

 Det var deres kendskab til folk i Felsted, – havde vi i Felsted virkelig ikke andre kvaliteter at tilbyde?

Nå, men det med de hvide forklæder om søndagen forskrækkede dig nu ikke, der var andre tilbud som du hurtigt tog imod, – som naboens søn Chressen Smej, men det er en anden og lang historie.

 Ellen du er et kendt og respekteret ansigt i byen og området, og altid parat til at give en hjælpende hånd når det presser på. Som tidligere regnskabschef for smeden, har du gennem årene sat navn på mange ansigter i byen og omegnen, bl.a. til gavn for sognets lokalhistorie. Du har aldrig ligget på den lade side, men deltaget aktivt i byens liv, som brandmandskone, spejdermor, m.m. og gennem de sidste mange år som aktiv i lokalhistorisk forening. Du er utrolig kreativ, – har grønne fingre og her på det sidste er du nu også blevet bidt af computeren, så du følger godt med i tiden.

 Det jo ikke hver dag der bliver uddelt en titel af denne karakter, – en titel som du virkelig har fortjent, for dit store engagement i byens liv gennem mange år.

 Kære Ellen, jeg ved godt at du er meget beskeden, og mener at andre var mere berettiget til udnævnelsen, men udvalget var ikke i tvivl om, – at det var dig der skulle udnævnes byens æresborger.

 Med disse ord udnævner jeg Ellen Jensen til byens ”æresborger” og ønsker alt godt for dig og din familie fremover.”