I gamle dage før det elektriske lys oplyste hver en krog og viste spøgelser, genfærd, nøkker og trolde ind i børne- og eventyrbøgernes verden, var der uhygge til. Historier om for længst afdøde, der gik igen og hvis åndedrag kunne høres, når vinden sendte chok gennem efterårsløvet, blev fortalt fra generation til generation. Og mange havde set det med deres egne to øjne.
Også på Felstedegnen fandtes der – og hvem ved måske endnu – fra gammel tid gespenster og mystiske dæmoniske skikkelser. En af de mest uhyggelige er den vætte, der skulle bo inde i Bygbjerg. I gammeltiden mente man ofte at vide, at høje bakker og gravhøje var bygget eller beboet af trolde. Men trolde kan ikke lide at bo tæt på mennesker og Bygbjerg ligger, som I ved meget tæt ved Felsted. Den egnede sig ikke for trolde.
Vætter derimod tog bolig i menneskers nærhed. Således også her. Det er om denne vætte en folkemindsamler fortæller: ”Lundtoft Herred har ingen Kæmpe, men til Gengæld den værste Vætte. Han boer i Bybjærg ved Felsted — ved Skellet til Sundeved.”
Hvad er en vætte?
Man har troet på vætter så længe vi ved af det. Selve ordet har rod i det oldnordiske, som blev talt her tilbage i jernalderen. Og det er ikke utænkeligt, at troen på dem, går endnu længere tilbage.
For vætterne var en slags anonyme guder, der var knyttet til landskabet. På den måde udgør de måske en rest fra en trosverden, som er endnu ældre end den, vi kender fra den nordiske mytologi med Odin, Thor og Frej osv. I hvert fald, mens disse guder, aserne, knyttede sig til civilisation, kultur og menneskers virke, var vætterne bundet til naturen, alt det vi ikke kunne beherske.
Begrebet vætte dækker i virkeligheden over det, man på græsk kaldte daimon – det vi på moderne dansk kalder en dæmon. Siden har forestillingen om vætter overlevet i noget mere stueren form i kraft af troen på nisser, der i hvertfald i nyere tid er blevet ret godmodige. Men sådan var det ikke i gammel tid. Mens aserne var lys, var vætterne en evig frygt for det, der altid ligger under, når vi kradser i kulturens overflade. Nogle var gode andre var onde. Vores hører desværre til de sidste.
Felsted – en tynd linje gennem mørket
Frygten har måske været dybere her i Felstedegnen, fordi Felsted fra sin begyndelse fra omkring 1500 år siden har været et lille stykke menneskelig civilisation i et ellers farefuldt og uvejsomt og frem for alt sumpet terræn. Felsted betyder som bekendt (sandsynligvis) vadested og den mærkeligt aflange landsby, mange af os bor på (og hvorfra nybyggerne, der senere vandrede ud og skabte Tumbøl, Tråsbøl og Svejrup stammer fra) vidner om hvor tynd en stribe civilisation gennem dette risikable landskab, Felsted egentlig var. Man skulle ikke gå langt fra vejen – og dengang var der nærmest kun en – før man var ude i mørket og halvvejs på vej i et vådområde – og døden.
I den ene ende af Felsted lå sandsynligvis et kultsted omtrent dér hvor kirken ligger nu. Kultsteder handler om at skabe orden i kaos ved at kontrollere eller i hvert fald behage de magter, der griber ind. Her var Felsteds hjerte. Bygbjerg har ligget tæt ved men uden for byen. Her herskede vætten.
Hvorfor er vætten ond?
Og hvad gjorde så denne vætte? Her fortæller sagnet:
Han røvede gravide kvinder fra sognet og tog dem ind i Bygbjerg. Når kvinderne skulle føde deres afkom til vætten, måtte vætten gøre brug af en jordemoder fra menneskenes verden.
Om en af disse situationer hedder det, at jordemoderen ”fik Høvlspaaner i Løn, kastede dem bort, men en blev hængende ved hendes Klæder og blev til Guld.” Og hun smurte sit ene øje med den salve hun skulle ofre til barnet, hvorefter hun blev synsk.
En dag, da hun var ved kirken kunne hun derfor se vætten stå der. Og så på en søndag. Hun hilste på ham, men som genhilsen stak han hendes synske øje ud.
Hun havde smurt sit ene Øje med den Salve, hun skulde offre til den spæde og var bleven synsk, saa hun kunde se Vætten ved Kirken om Søndagen. Hun hilste ham. Da stak han hendes synske Øje ud.
At Vætten også er ved kirken er særligt bekymrende. Sædvanligvis bryder den slags sig nemlig ikke om lyden af kirkeklokker.
Når han røvede de gravide kvinder og tog dem ind i Bygbjerg, lagde han i deres sted en træstøtte, som var alt deres familie derefter så af dem. En gang lykkedes det en bonde at stoppe vætten. Eller som det hedder.
”Bonden der kørte til Mølle hørte det lyde fra Højen: »Skær Lise med den lange Næse ud.« Han skyndte sig hjem og lod vaage over sin Kone i Barselsengen. Da Vætten kom med Træbilledet og lagde det i Sengen, var han rede og greb sin Kone.”
Og det var jo meget heldigt.
