I dag,15. juni, er det Valdemarsdag, Dannebrogs dag. Denne dag har altid været vigtig i Sønderjylland. For det var på denne dag i 1920, at Sønderjylland – eller i hvert fald halvdelen af det – vendte tilbage til Danmark efter afstemningen samme år.
Alt dette vil naturligvis blive fejret over hele Sønderjylland næste år, hvor det er 100- året for Genforeningen.
I år gælder det et andet og ikke mindre vigtigt jubilæum, nemlig 800-året for Dannebrog. Ja, tiden flyver, og det var denne sommerdag i 1219, at flaget faldt fra himmelen ned helt derovre i Estland, hvor Valdemar Sejr befandt sig på korstog. Derfor foregår der, som mange sikkert ved, en masse spændende arrangementer i hele landet.
Hvad vigtigere er, var det til Sønderjylland, nærmere bestemt Aabenraa, Valdemar og flaget ankom, da kongen vendte tilbage til Danmark. Og det var ved Kongens Forhøjning i Hjelm Skov, at folket første gang så det nye flag. For kongen var på vej til det sønderjydske tingsted Urnehoved.
Ja, det er, som det altid er: Danmarks historie udspiller sig først og stærkest i Sønderjylland.
Dannebrog har naturligvis haft en særlig betydning i Sønderjylland, ikke mindst under fremmedherredømmet 1864-1920.
Flaget blev dyrket over flere generationer – og i hemmelighed. Herom kan man læse i seneste nummer af Sønderjysk Månedsskrift, der bringer en længere artikel om Sønderjyderne og Dannebrog.
Flaget blev et symbol på danskhedens overlevering gennem generationer: Et håb om, at det var muligt at fastholde sit nationale udgangspunkt og sit sprog, selvom insitutionerne og øvrigheden prædikede en anden nødvendighed. De mange skjulte flag viste en brændende tro på, at det var nødvendigt at holde fast, hvis man ikke skulle forgå. At bevare den folkelige identitet, kom ikke af sig selv. Man måtte beslutte sig til at føre den videre på trods af tidens ubønhørlige krav.
Selvom flaget måtte leve i det skjulte, gik farverne igen over alt, hvor man kunne slippe afsted med det. Selv i kagerne kunne man finde flagets farver, ikke mindst i den traditionelle sønderjyske Striftoort, der hører sig til på ethvert godt sønderjysk kaffebord.
Børn i det sønderjydske grænseland op mod Danmark kunne berette om deres glæde ved at se Dannebrog veje på den anden side af grænsen, på Skamlingsbanken; i Vamdrup – og hvor det nu var. For mange gjorde det et uudsletteligt indtryk.
Flaget kom til at symbolisere en danskhed og en sønderjydsk identitet, der, selvom den var ugleset og måtte leve i det skjulte, ikke desto mindre levede videre og levede godt.
Det giver mening at holde fast og blive ved. Det gælder måske også i dag, hvor sønderjysk kultur og egenart på andre måder er i defensiven; hvor det er blevet moderne at skamme sig over sit modersmål og lægge det fra sig, når lejligheden byder sig; og hvor den sønderjyske sproglige og kulturelle generationspagt ikke er så stærk, som den har været .
Felstedmålets store digter, Nikolaj Andersen skrev:
Vi hæ fra gammel tie
En skat, så goej som jen,
ó den skal ærres vie
fra slægt te slægt egjen;
fo’ den vo gammel ane
drow tit i ledingstog:
de e’ vo go’j sædvane
ó så vot gammel sprog.
…
Den ærret e’ jo ælde
som vo historisk tid,
ó højt ó tyrle melde
den, hvo vi stamme hid;
Hvad om vi da no drikke
en krafte, velmeend skål
fo’ gammel slesvigsk skikke
ó fo’ vot moesmål”
Ja, er der een ting, Sønderjyllands historie fortæller os – en ting det endnu danske Sønderjylland er et levende vidnesbyrd om – er det jo, at det var pagten mellem generationerne, der var fundamentet for, at det store håb kunne blive indfriet dengang for snart 100 år siden – dengang Sønderjylland vendte hjem.
Glædelig Valdemarsdag.
Af redaktør Christian E. Skov
