En tak til dem, der spreder julestemning!

Sne får vi jo sjældent meget af. Men det er også okay. For selv på en grå og diset morgen byder en tur igennem Felsted på masser af julestemning. Folk har pyntet deres huse med fine lys, og så er der naturligvis juletræerne. Her tænker vi ikke på dem i gran, selvom de da også er fine. Nej, vi tænker på de flotte og lysende, som hænger i landsbyens lygtepæle.

Og måske er det en god anledning til at sende en tak til de frivillige i Borgerforeninges gruppe for julebelysning og bænke. 

Hvert år inden 1. advent opsætter gruppen de traditionelle juledekorationer til glæde for borgerne i Felsted. Det er også denne gruppe, der står for, at dekorationerne efterses, og hvis de er i stykker repareres under sagkyndig tilsyn – så de også kan pryde byen i år.

Det er faktisk også dem, der sørger for at Felsteds bænke vedligeholdes, så de er klar til brug om sommeren, foråret og efteråret.

Vil du være med i arbejdet? Så skriv til Borgerforeningens formand Knud Petersen på knud@felsted-radio.dk