Nu er programmet for Felsted foredragsforening landet

Så er programmet for Felsted Foredragsforening for 2022-2023 landet. Og der er masser af gode oplevelser at vente lige her i dit lokalområde. Alle foredrag falder i perioden 1. oktober til 1. marts. De starter altid kl. 19.30. Man medbringer selv kaffe/te, brød m.m. Hent program som pdf her.

Program for Felsted Foredragsforening 2022-2023

Torsdag, d. 27. oktober. ”Fra skolegård til slotsgård”. Hans Christian Schmidt, Vojens.

Med en baggrund som uddannet lærer, viceskole -inspektør, fhv. minister og folketingsmedlem gennem mange år, fører Hans Chr. Schmidt os gennem et spændende liv, hjulpet på vej af bl.a. anekdoter, musik og fællessang.

Torsdag, d. 10. november. ”Årgang 0” Theresia Treschow-Kühl”, Felsted.

I foredraget fortæller sognepræst Theresia om sin families morsomme og tankevækkende oplevelser som tv-familie gennem 20 år i serien ”Årgang 0”, men det er også fortællingen om det 21. århundrede, set igennem almindelige danskeres øjne fra en tid før smartphones og sociale medier til nu. Vi hører om at være kendt og samtidig leve et helt almindeligt liv.

Torsdag, d. 24. november. ”Forholdet mellem Danmark og De Dansk-Vestindiske Øer fra 1700-tallet til i dag”. Stefanie Robl, Aabenraa.

Øerne blev i 1917 solgt til USA og skiftede navn til U.S. Virgin Islands. Stefanie Robl, som er formidlingsinspektør ved Museum Sønderjylland, fortæller om handelsforbindelserne mellem Europa, Afrika og Mellemamerika og om livsvilkårene på øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix og om forholdene efter salget til USA og udviklingen op til i dag.

Torsdag, d. 8. december. ”Et liv med rejser”. Steen Hansen, Haderslev.

I en meget ung alder startede Steen Hansens nysgerrighed for omverdenen. Rejselysten bragte ham bl.a. på en etårig jordomrejse. Gennem årene er det blevet til besøg i over 50 forskellige lande. Tiden som landbrugskonsulent førte ham til at blive rejseleder for landmænd og efterfølgende ansættelse i et rejsebureau, som guide. Med billeder og fortællinger kommer vi ”langt hjemmefra”.

Torsdag d. 12. januar. ”Maleren Emil Nolde og marsklandet”. Lene Kirkegaard, Esbjerg.

Med udgangspunkt i Emil Noldes malerier og akvareller skildres hans univers. Noldes kunstneriske udtryk er mange, og han er især kendt for sine blomsterbilleder og religiøse billeder. Lene Kirkegaard kommer også kort ind på Noldes kontroversielle politiske tilhørsforhold og stiller spørgsmålet: Kan vi adskille værk og kunstner?

Torsdag d. 26. januar. ”Vejr og vind i det danske sind”. Kasper Støvring, Sorø.

Foredraget handler om naturen og vejrets indvirkning på det danske sind. Vinterens mørke stimulerer tålmodighed, sommerens lyse nætter kalder sammenhængskraften frem – blæsten, tågen, regnen, bøgeskoven, sneen, havet, det flade land bliver en del af os. Naturen har i høj grad formet os til dem, vi er. Det ses bl.a. i vores litteratur, sange billedkunst og musik.

Torsdag d. 9. februar. ”Da onkel Jens fik fjernsyn”. Peter H Thomsen, Roslev.

Guitaren er stemt, og vi ”møder” bl.a. lærer Sørensen, onkel Jens, Otto Leisner, Khrusjtjov, J.F. Kennedy som personer i en spændende fortælling om overgangen fra en bondekultur til et velstandssamfund. Vi hører også om den kulturforandring fjernsynet medførte, så den store verden blev bragt ind i vore stuer, ledsaget af tidstypiske sange og numre.

Torsdag d. 23. februar. ”Ny borgmester ser ind i fremtiden”. Jan Riber Jakobsen, Padborg”.

Ved årsskiftet 2022/23 er det et år siden, at Jan Riber Jakobsen blev borgmester for Aabenraa kommune. Han vil i aftenens foredrag bl.a. komme ind på forskellige aktuelle kommunalpolitiske emner og endvidere give et bud på, hvilke muligheder, der er for udviklingen af vores kommune med dens ca. 60.000 beboere. NB: Aftenen slutter med foreningens generalforsamling.

Foreningen udsender information pr. mail eller brev til medlemmer om foreningens aktiviteter, herunder naturligvis det spændende program. Andre interesserede har også mulighed for at få tilsendt information pr. mail om sæsonens foredragsrække

Medlemskab

Tilmelding for medlemskab helst inden d. 17. okt. 2022. Medlemskab er nødvendigt for at deltage i foredragsrækken. Som medlem har man stemmeret ved foreningens generalforsamling og kan deltage i alle foredrag. Tilmelding kan ske til kasserer Ruth Sahl, mail ruthsahl0@gmail.comeller på tlf. 22 33 10 90.

Medlemskontingent 300 kr. pr. person. Betaling kan foretages som bankoverførsel til Sydbank konto 8060 4032500. Skriv navn og adresse samt evt. mail. Der kan også betales første mødeaften enten kontant (gerne på beløbet) eller med MobilePay.

Du kan kontakte formand Karen Lund, tlf. 29 92 13 22, mail karenlundvest@gmail.com

 

Tags from the story