Kendt sognepræst på vej til Felsted

Der er en ny præst på vej til Felsted. Det kan man læse i JydskeVestkysten. Det bliver den 52-årige Theresia Treschow-Kühl, som til efteråret skal overtage Oliver Karsts pastorat. Theresia Treschow-Kühl har i de seneste par år været præst for det danske mindretal i Tarp i den tyske del af Sønderjylland.

Derudover er hun kendt fra TV-programmet Årgang 0 som mor til Rachel og David, som man har kunnet følge siden år 2000. Hun er gift med apoteker Lars Ellebye fra Løve Apoteket i Aabenraa, og de flytter i forbindelse med den nye stilling til præstegården i Felsted. Indtil nu har de boet i Aabenraa.

Til JydskeVestkysten siger Theresia Treschow-Kühl: ” Jeg glæder mig til at skulle være en klassisk sognepræst i Felsted, hvor jeg har alt omkring mig. Jeg kender en del mennesker i byen, så det bliver ikke nyt for mig, og der er da også allerede blevet taget godt imod mig”.