Løft Felsted: Nu lukkes Østergade forsøgsvis i den østlige ende

Foto: Felsted lokalhistoriske arkiv

Aabenraa Kommune har for nyligt gennemført trafiktælling på Østergade og Nygade efter ønske fra Felstedegens Borgerforening. I slutningen af marts afholdt Borgerforeningen et velbesøgt åbent borgermøde på Damms gård, hvor det efter en fremlæggelse af problemet blev vedtaget at arbejde for at få kommunen til at iværksætte et forsøg med lukning af Østergade i den østlige ende som et led i et generel løft af Felsteds historiske bymidte.

 

Arbejdsgruppen for Østergade og Tværgade, der i forbindelsen med mødet blev suppleret med nye medlemmer fra Nygade, har siden arbejdet videre med at få kommunen til at følge op på de lokale ønsker.

 

Nu hvor hastighedsmålingen er gennemført vil Østergade forsøgsvis blive afspærret i den østlige ende ved tanken, hvorefter en ny trafiktælling vil blive foretaget. Efter dette forsøg vil resultatet blive evalueret og der vil blive indkaldt til et borgermøde hvor de fremtidige planer for Østergade/Tværgade og Nygade skal drøftes. Den forsøgsvise lukning begynder mandag den. 9. september og kører ca. 3 uger frem.

I den periode vil der så blive udført målinger, for at se vejluknings konsekvenser på trafikken.

Resolutionen af 28. marts

Borgerne i Felsted og omegn udtrykker deres støtte til ønsket om at løfte Felsted og omegn gennem en indsats for Felsteds bymidte i forlængelse af den allerede gennemførte indsats på Gråstenvej og med fokus på området Østergade og Tværgade.Vi støtter forslagene udarbejdet af arbejdsgruppen for Østergade og Tværgade under Felstedegnens Borgerforening og præsenteret i dokumentet Forslag fra arbejdsgruppen for Østergade og Tværgade under Felstedegnens Borgerforening (2019), der bygger på tankerne i Felstedegnens Borgerforenings Udviklingsplan 2025 (2017).Gennem forsøg med lukning af Østergade i den østlige ende, etablering af fortov i Tværgade og fokus på områdets historiske og bygningsmæssige kvaliteter tror vi på muligheden af at løfte området til gavn for hele Felsted og omegn. Vi bemyndiger Borgerforeningen og arbejdsgruppens at arbejde videre ad denne linje.