Områdefornyelse

Felsteds gamle handelsgade Gråstenvej har i årene frem til 2017 på initiativ af Felstedegnens Borgerforening og indbyggerne i Felsted gennemgået en markant byfornyelse. Særligt området omkring torvet og Damms Gård vidner om resultaterne.

Torvet, der engang hed genforeningspladsen, var i 1960’erne blevet omlagt til en lidt trist parkeringsplads og i årenes løb var hele området blevet lidt slidt at se på. Som et led i byfornyelse blev torvet reetableret som et centralt og indbydende byrum med træer, bænke og planter.

Damms Gård var før byfornyelsen en nedslidt ejendom, en svag afglans af sin fortid som en af byens kroer. Som et afgørende led i områdefornyelsen blev Damms Gård grundigt restaureret og moderniseret. Samtidig blev det etableret som byens nye medborgerhus og indrettet med sal, mødefaciliteter, wifi, bibliotek og køkkener.

Som et vigtigt led i arbejdet med Gråstenvej er der desuden blevet plantet en række træer ved vejen, der når de vokser op, vil fremhæve Gråstenvejs kvaliteter som bygade.

Vejen frem mod resultatet

Initiativet til processen er udgået fra Felsted selv, ligesom Aabenraa kommune gennem hele processen har lagt stor vægt på det stærke lokale engagement i Felsted. I 2009 udarbejdede Borgerforeningen en omfattende udviklingsplan for Felsted, hvis idéer har dannet udgangspunkt for byfornyelsen. Her hed det bl.a.:

“Felsted har nogle af de attraktioner, som borgere prioriterer, når de vælger bosætningssted
i dag: Nærhed til natur og landskab, tryghed og fællesskab i et mindre lokalsamfund, moderne
skole og børnehave, dagligvarehandel samt et bredt udbud af fritidsaktiviteter.
Felsted opleves generelt som en by, der er velholdt og med mange fi ne steder, som giver
gode oplevelser.

Nogle steder i Felsted trænger dog til en massiv indsats, fordi de skæmmer oplevelsen af
byen. Områderne indbyder ikke borgere til at bosætte sig og investere i byen. De ligger
centralt i Felsted og er dermed en del af byens ansigt ud ad til, hvilket medfører at det er
ekstra påtrængende at få fornyet og renoveret områderne.Forskønnelsen af midtbyen er
således valgt som et af de centrale indsatsområder i planen.”

Udviklingsplanen 2009 lagde vægt på, at  “Felsted [har] nogle vigtige bymæssige og landskabelige kvaliteter/ grønne strukturer, som der skal bygges videre på i den kommende planlægning.” Den pegede bl.a. byens gode grønne områder samt nærheden til naturen, ligesom den fremhævede vigtigheden af at passe på byens bevaringsværdige helheder. Disse udgøres nærmere bestemt af området omkring kirken, Gråstenvej og Østergade.

I 2011 kom så kommunens program for områdefornyelse, der fulgte op på Udviklingsplanen 2009. Byfornyelsen blev herefter gennemført i årene frem til 2016 med finansiering fra kommunen, LAG-midler samt en stor donation fra A.P. Møller-fonden til Damms Gård.

I 2016 kunne torvet og Damms Gård endelig indvies.