Godt Nytår: “Fra hus til hus med krudt og bom” eller “en indvandrers bekendelser”

Felsted ca. 1905, Kilde: lokalhistorisk arkiv

På Felstedegnen – eller et af de andre steder, hvor Sønderjylland lever i bedste velgående – kan man som indvandrer fra en større by i Nørrejylland nogle gange blive overrasket af de skikke, der findes på egnen.

Sådan var det for mig sidste nytår.

Kl. 10 i nytårsdagsmorgen bankede det på døren. Der stod en lille pige og sagde: “godt nytår”.

Jeg svarede “godt nytår”.

Den lille pige blev stående. Og hun blev mere stående.

Så sagde hun “nå ja” og kastede en knaldperle i jorden.

“Godt nytår” sagde hun igen
“Godt nytår” sagde jeg igen.

Hun forsvandt ikke. Sådan som man ellers i Århus ville have forestillet sig, at skikken var, når nogen havde kastet fyrværkeri på ens hus.

Midt i dette uafklarede, kulturelle sammenstød kom så børnene – altså mine – løbende ud i entréen. Pigen sagde “godt nytår” til dem. Og de sagde “godt nytår” til hende.

På dette tidspunkt begyndte en erkendelse at ramme mig. Måske ville hun have slik? Det kunne man vel forestille sig. Men hvad hvis jeg tog fejl. Man kan jo ikke bare sige til børn, der kommer forbi ens hus: “Vil du have noget slik?” Og det ville også lyde forkert at sige “SKAL du have noget slik?”. Begge dele ville på sin egen måde være upassende.

Jeg måtte gå til bekendelse, og måtte forklare den lille pige, at jeg intet anede om de lokale skikke, og jeg spurgte hende ligeud, hvad det var meningen, at jeg nu skulle gøre. Heldigvis var hun særdeles behjælpelig og vi fik at vide, at jo det var meningen, at hun skulle have slik.

Så det fik hun – efter vi havde gravet noget frem.

Jeg blev fyldt med varme og tænkte, at det da var rart, at den lille pige standhaftigt holdt live i en sikkert næsten uddød tradition. Naturligvis skulle hun have belønning for sin kamp på sidste skanse mod den traditionsomstyrtende oprodning.

Men også der tog jeg fejl.

Lidt senere gik jeg på legeplads med ungerne. Og det var der, vi opdagede, at det ikke var en døende tradition fra en svunden tid. Tværtimod jog alle byens børn rundt fra hus til hus, fyrede krudt af og fik slik som modydelse.

Ja, selv os, der hverken havde håb om slik, endsige krudt på lommen, blev nødet til at tage imod uanede mængder af slik på vores vej mod legepladsen – Det var ikke mere end et par hundrede meter.

Og vi fik endda noget krudt vi kunne fyre af. Sådan er det i Sønderjylland. Ja, det er en gammel skik. Oprindeligt var det rumlepotter, man løb rundt med. Nu er det fyrværkeri. Og sådan ændrer traditioner sig, så de kan bestå.

Havde jeg været hjemme i år, skulle jeg i hvert fald være forberedt på at nytårsbesøgene.

Men nu ved vi det, og nu husker vi det alle.

Og så er det jo forresten bom de skal have. Ja, der er meget at lære.

– Christian Egander Skov